Yaxell Knive Slibning

Sådan sliber du en køkkenkniv med strygestål

Det er nemt at vedligeholde køkkenknive med strygestål og dermed undgå sløve knive. Strygestål er beregnet til at gøre kniven skarp, uden at slibe knivbladet ned, og du kan derfor slibe kniven hver gang, du tager den op af skuffen. Du skal blot huske at skylle kniven i vand og tørre den af efter slibningen.


Vi viser og forklarer her, hvordan du sliber køkkenknive ved brug af et strygestål. Er du i tvivl om, hvorvidt du skal anvende strygestål eller en knivsliber, kan du finde flere råd til knivslibning eller læse om at slibe med en knivsliber her.


Vi har lavet en kort trin-for-trin-vejledning, der viser, hvordan du nemt og hurtigt kan bruge et slibestål til slibning af køkkenknive. I videoen slibes en Zwilling kokkekniv, der er en europæisk kniv, på et strygestål.

Guide - sådan bruger du et slibestål

Slibning af køkkenknive trin for trin

  1. Placér strygestålet med spidsen pegende ned i en fast og jævn overflade (det kan eksempelvis være et skærebræt).

  2. Placér knivens æg (bladets skarpe side) i den rette vinkel (europæiske knive skal stryges ved ca. 20°, mens japanske knive stryges ved ca. 10°).

  3. Træk knivens blad nedad langs strygestålet i en konstant og stabil bevægelse. Der skal ikke lægges kræfter i, men stryg i stedet kniven langsomt og nænsomt. 

  4. Gentag trin tre på den anden side af strygestålet for at stryge den anden side af knivens blad.

  5. Gentag trin tre og fire op til ti gange for at slibe begge sider af knivens æg.

  6. Skyld kniven under vand, og tør den i et rent viskestykke.

Inden du sliber med strygestål

Før du begynder at slibe knive med et strygestål, skal du kende til knivens oprindelige slibevinkel. Der er nemlig forskel på europæiske og japanske knive i materialets hårdhed og æggens vinkel.


Knivens hårdhed har betydning for, hvor længe æggen kan holde skarpheden. Jo hårdere kniven er, desto længere holder den sig skarp. Vær dog opmærksom på, at meget hårde knive kan være vanskelige at slibe selv. Hårdheden er målt efter Rockwell-skalaen, men oplever du problemer, er du velkommen til at benytte vores slibeservice.


Af samme grund er der forskel på, hvordan kniven slibes bedst muligt. På en køkkenkniv vil æggen være slebet således, at de to sider mødes i en 35°- eller 20°-vinkel afhængig af knivens oprindelse. Når du anvender et strygestål, skal du holde kniven i en vinkel, der er omtrent halvdelen af slibevinklen.

Europæiske knive

Europæiske knive har typisk en slibevinkel på ca. 35°. Det betyder, at du skal stryge ved ca. 20° (altså ca. halvdelen af 35°).

Japanske knive

Japanske knive har typisk en slibevinkel på ca. 20°. Det betyder, at du skal stryge ved ca. 10° (altså ca. halvdelen af 20°).
Debby Hudson Hwegojksam Unsplash

Sådan kontrollerer du knivens skarphed

Når du er færdig med at slibe kniven, kan du tjekke knivens skarphed ved at skære i et stykke papir. Hold papiret i luften og bevæg kniven i en skærende bevægelse på skråt af papiret. Hvis kniven skærer igennem papiret, uden at papiret bukker eller krøller, er din kniv færdigslebet.