KK ESSENS 3 2023 Aifryer Flaeskesteg 1568X520px

Flæskesteg med sprøde svær i airfryer

Der er sprød svær-garanti, når du tilbereder en flæskesteg i airfryeren. Det er virkelig en god idé med et stegetermometer, da en flæskesteg kommer i mange former. Opskriften er udarbejdet af dygtige Britt Andersen, som er hjernen bag airfryeropskrifter.dk og bogen "Airfryer grundbogen".

Information

Antal
Til 4-6 personer

Sådan gør du

På en 1,6 kg svinekam uden ben ridses sværen helt igennem fedtlaget, men ikke ned i kødet.
Gnid groft salt godt ned mellem alle sværene.
Læg stegen i airfryeren, så den ligger vandret. Så er du sikker på, at den bliver ensartet stegt på overfladen. Læg evt. et stykke stanniol eller lidt rodfrugter under stegen, så den har noget at balancere på. Hvis du gerne vil have lidt væde til at lave sauce af, kan du hælde 2-3 dl vand i bunden af selve airfryeren, evt. med laurbærblade, skiver af gulerod og timian i.
Indstil airfryeren på 180° C, og giv stegen ca. 50-60 min. Skru op til 200° C, og giv den 15 min mere, indtil sværen er sprød. Tiden afhænger meget af, om flæskestegen er høj eller flad. Jeg anbefaler, at du vælger en steg, som ikke er for høj, da den trækker sig sammen under tilberedning.
Brug gerne et stegetermometer, så stegen ikke bliver for tør. Kernetemperaturen skal være 62° C før hviletid.
Hvis sværen ikke er blevet sprød, når stegen har opnået den rigtige kernetemperatur, kan du skære den af stegen og lægge den i airfryeren. Giv den ekstra tid ved 200° C, mens stegen hviler.
Lad stegen hvile utildækket i mindst 20 min. inden udskæring.
Tip Tilbered evt. sauce af væden fra stegen imens.

Udforsk flere juleopskrifter til airfryeren