Hvordan fjerner jeg stearin?

Hygge er lig med stearinlys, men er der noget, som kan sætte en stopper for den gode stemning, er det stearin på et gulvtæppe, dugen eller i vindueskarmen. Vi giver dig gode råd til, hvordan du kommer af med stearinpletterne.

Sådan Fjerner Du Stearin

Lad stearinen afkøle

Du skal altid lade stearinen afkøle og størkne helt uanset hvilket underlag, du skal fjerne stearin fra. Her kan du med fordel lægge en pose isterninger ovenpå stearinen, som gør, at den størkner hurtigere og bliver hårdere. Derefter kan du enten bruge en kniv eller en negl til at skrabe stearinen af, hvis det er en følsom overflade, der let bliver ridset.

Stryg stearinen væk på tekstiler

Når den størknede stearin er kradset af, kan du med køkkenrullepapir og et strygejern fjerne stearinen. Læg et papir på hver side af pletten på tekstilet, og hold strygejernet på stearinpletten i 4-5 sekunder, så papiret absorberer den smeltede stearin. Gentag indtil pletten er væk. Husk at flytte papiret hver gang, så stearinen kan absorbere på et tørt sted.

Tip: Har du ikke et strygejern, kan du i stedet bruge en hårtørrer til at smelte stearinen.

Undgå stearin på gulvtæppet

Når du skal fjerne stearin fra gulvtæppet, gør rådet med strygejern sig på samme måde gældende som ved tekstiler. Efter stearinen er skrabet af, lægger du køkkenrulle ovenpå pletten, og holder strygejernet på i nogle sekunder, indtil papiret absorberer stearinen. Forsæt indtil pletten er væk, og afslut med tæpperens eller pletfjerner.

Fjern stearin fra dine lysestager

Vores bedste råd til at fjerne stearin fra dine lysestager er at stille dem nedad på en rist i ovnen på 60-80 grader, indtil stearinen smelter væk. Husk at have en bradepande med bagepapir under, som stearinen kan lande på.

Er dine lysestager følsomme, og ikke tåler varmen fra ovnen, kan du bruge en hårtørrer til forsigtigt at smelte stearinen af.

Flere råd til at fjerne stearin?

Hvis du har brug for mere hjælp til at fjerne stearinpletter, er du velkommen til at kigge forbi din nærmeste Kop & Kande-butik. Her står vores dygtige personale altid klar til at svare på alle de spørgsmål, du har. Vi kan nemlig vores kram.

 

Find din nærmeste Kop & Kande